Rss Feed
  1. ulighed hos egen læge

    3. maj 2015 by Maja Højgaard

    Godmorgen – tak for invitationen og tak for sangen.
    Mit navn er Maja Højgaard. Jeg er regionsrådsmedlem her i Hovedstaden og til hverdag arbejder jeg på Glostrup Hospital som læge. Vi er samlet i dag for at fejre frihed, lighed og solidaritet. Jeg vil gerne bruge denne dag på at tale om det største frihedstab, nemlig at man ikke kan gøre hvad man vil fordi man er blevet ramt af sygdom. Så kan de borgerlige indføre alle de fritvalgsordninger de vil. Det skaber også den største ulighed – men den gode nyhed er at vi kan løse det i fællesskab.
    1.maj 2015Da jeg valgte at flytte til Vestegnen, da jeg begejstret fortalte på mit studie at vi havde købt et dejligt hus i Brøndbyøster med have og høns, vendte en af min studiekammerater sig om og så undrende på mig. Hun sagde: ”Man kan da ikke være lææææge og bo på Vestegnen?”
    Det skulle jeg lige tygge på, for det mente jeg jo nok godt man kunne. Min egen mor var det i hvert fald. Vi boede i Greve og hun havde praksis i Taastrup. Ja I kan måske nok høre jeg ikke ligefrem har brudt med den sociale arv.
    Og selvom min medstuderendes udbrud nok var fordomsfuldt og snæversynet, så er der som bekendt ingen røg uden ildebrand. For vi står faktisk og mangler læger på Vestegnen. I første omgang har en gruppe borgere i Ishøj fået læge i Taastrup fordi deres læge lukkede uden at kunne sælge. Der har vi et helt konkret problem. Og det er ikke et problem Ishøj står alene med. De næste i rækken, der får problemer med at have nok læger til alle er her i Glostrup. Hvem bliver mon de næste?

    Problemet med at skaffe læger på Vestegnen, skaber ulighed i sundhed i sig selv. Vi er ikke et område der er kendetegnet ved et liv i sus og dus og den nyeste sundhedsguru. Vi har slider og slæber og holder sammen for at holde alle oppe, for at alle kommer med. Det betyder nogle gange at man er nødt til at drikke en øl sammen, eller at overskuddet til at kvitte smøgerne ikke var der. For det var vigtigere at få hverdagen til at hænge sammen – og hvis valget står mellem en skilsmisse fordi der bliver vrisset af abstinenser, mere end der bliver elsket, så vælger de fleste nok trods alt at ryge videre sammen.
    Det giver en ulighed mellem syd og nord i vores region på muligheden for at gå til læge, men det er ikke kun det. Vi ved at mennesker med kort uddannelse bruger deres egen læge og skadestuerne mere end mennesker med lang uddannelse. Folk med lange uddannelser, de stryger direkte til specialister når de har et problem.


     Og når vi lægger sammen at vi har et område, hvor flest har haft et hårdt liv og derfor også er hårdt ramt på helbredet, og lægger til at folk med kortere uddannelse ikke selv opsøger specialisterne, men er afhængige af deres egen læge for at finde rundt i det forkrommede vildnis af et sundhedsvæsen og så oven i det lægger at lægerne hellere vil have praksis i områder hvor folk er mindre syge – så kan det jo ikke undre at vi stadigvæk har stigende ulighed i sundhed.
    Og ulighed i sundhed er i mine øjne den aller største ulighed man kan forestille sig. At der gennemsnitligt er 10 år mindre at leve i – at virke i – end hvis man var født i den mere velstillede del af samfundet. Det er da ulighed, der kan mærkes. For ud over 10 leveår, så er der lige 10 år ekstra med svær sygdom, hvor man måske er gammel og har svært ved at komme rundt. De 10 års ekstra sygdom, der er det vigtigt man har en læge man kan stole på, vil gøre alt hvad han eller hun kan, for at man har det så godt som muligt.
    Jeg ville ønske jeg kunne starte denne tale med at fortælle hvor godt det går, men jeg synes denne her lidt dystre sag er vigtigere end alle de resultater regeringen ellers har givet os. Og dem kan jeg jo også se I har inviteret Mogens til at fortælle om.
    Derimod vil jeg gerne give jer to løsninger på problemet. To ting vi kan gøre sammen. I vores stolte tradition for fællesskab kan vi også løse problemet.
    Det første er egentlig en invitation. Jeg vel gerne invitere jer alle sammen en tur til Ishøj i september. Der holder jeg som udvalgsformand i regionen et borgermøde om lægedækningen, her i vores område. Her skal vi sammen finde ud af, hvad vi kan gøre ved det lige her og nu. Vi inviterer også kommunerne og de praktiserende lægers organisation. For det er vigtigt for mig at vi løser det her sammen. Vi kan se at alle de andre regioner har fået lægehuse. Min mands bedsteforældre bor i Vestjylland. Der står ikke længere en privatpraktiserende læge som vi kender det på deres sundhedskort. Der står ”Falck Healthcare”. Sidste gang bedstefaderen var deroppe, var det en læge der havde pendlet hele vejen fra Fyn. Ham forventer han ikke at komme til at tale med næste gang.
    Jeg synes ikke det lyder som en holdbar løsning. Jeg håber at vi i stedet kan finde en god løsning enten med de praktiserende læger, eller en god offentlig løsning i samarbejde med kommunerne.
    Det andet vi kan gøre, er at gøre det lidt mere attraktivt for lægerne, at have mange patienter der fejler mere end en ting. Næste gang vi skal justere takster, så kunne vi i stedet for at lade grundtaksterne stige, indføre en ny bonus. En faktor der gjorde at hver gang lægerne udførte en behandling på en borger med mere end én sygdom, så gav det en bonus. Simpelthen en kontant belønning, for hver gang lægen lige bruger lidt ekstra tid på en, der har det rigtig svært. Det med kontant belønning plejer at være til at forstå – især når man er privat erhvervsdrivende.
    Vores problem er nemlig ikke det samme som det er i Jylland. Det er jo ikke fordi her ingen læger er. Det tager ikke ret længe at pendle fra Nordsjælland til Vestegnen eller som jeg ynder at kalde det: fra Whiskybæltet til Velfærdsbæltet.
    Problemet i dag er at lægerne synes det er for svært, at få en lille forretning til at løbe ordentligt rundt. Der er for mange patienter, som ikke selv har Googlet både sygdom og behandling i forvejen. AAAlt for mange der skal have forklaringen mere end én gang – og gerne på dansk frem for latin, forkortelser eller engelsk. Og for mange der har den ”frækhed” at fejle mere end én ting ad gangen. Jeg synes at vi skal begynde at belønne lægerne for at tage sig ekstra godt af dem, som er ekstra syge. På den måde kan vi måske få borgere der lider af mere end en sygdom, til at gå fra at være en klods om benet i lægens øjne til at være en ”spændende faglig udfordring” som det hedder.

    stemning 1. maj 2015

    Det har virket rigtig godt på at lægerne får lavet grundige undersøgelser af alle børn, så de kommer godt i gang med livet, at vi har en særlig takst for dem. Jeg tror vi kan få meget godt ud af at belønne for den ekstra indsats, det er at overskue en lang medicinliste og flere konkurrerende problemer.
    På denne Store Bededag er det min største bøn, at det ikke skal være ens pengepung der afgør liv eller død. Jeg håber at se nogle af jer til september i Ishøj. Og så håber jeg at når vi mødes næste år til første maj, så kan vi fejre at regeringen både fik genvalg – så vi fortsat har direkte folkevalgte i Regionen til at holde lægerne i ørene – og fejre at vi endelig har fået knækket kurven på den største ulighed, nemlig ulighed i sundhed.
    Endnu engang tak for indbydelsen og hav en rigtig god første maj.


  2. Mor med indflydelse

    25. april 2015 by Maja Højgaard

    IMG_0179-0.JPG

    Da jeg var teenager og ny i politik undrede jeg mig over hvor alle mødrene var? I byrådet, blandt folketingskandidaterne og de aktive socialdemokrater. Jeg var overbevist om at jeg var vokset op i et ligestillet samfund, så i ganske mange år troede jeg at det var et privat valg. Jeg bildte mig ind at det var yuppi-generationen der hellere ville penge end fællesskabet. Jeg kan jo ikke vide om der ikkeogså varen generationstendens dengang, men jeg kan sige lidt om hvordan det er at være min generation af mødre med indflydelse.

     Anledningen er at Pia Allerslev (F), Børne og Ungeborgmester i København i Alt for damerne står frem sammen med sin mand og beskriver deres privatliv. Det er et interview som både præsentere de fordomme som fædre risikerer at blive mødt med hvis de vælger at bakke op om et fælles familieliv med en kvinder, der vil mere end være mor og rengøringsdame – og igen igen haren grundtone af skyld over det. Det er på mangemåder fint, men det har provokeret et tidligere udvalgsmedlem af netop børne og ungeudvalget Anne Marie Geisler Andersen (B) til at skrive om hvordan hun var nødt til at træde ud af selvsamme udvalg fordi der fra start blev sagt, der ikke kunne tages hensyn til hente/bringe situationen. Hendes mand er nemlig læge og nødt til at arbejde på alle tider af døgnet og i den anden ende af landet for at få specialet i hus.

    Jeg synes jo naturligvis det er interessant fordi jeg selv konstant jonglerer med barn, og ikke blot to arbejdsliv, men snarere tre-fire mellem min mands og mine engagementer. Vi er dybt afhængige afhjælp fra familien. Den har vi heldigvis masser af. Det er jeg meget taknemmelig for, men det kommer med en erkendelse af at uden gik det ikke. Vi tørrer som samfund først og fremmest problemet af på kvinderne selv. Man kunne også vælge at give bedre løn og lægge møder i institutionernes åbningstid. Jeg er heldig at de fleste af mine møder er efter sengetid, for så tager det ikke de dyrebare vågne timer om eftermiddagen hvor jeg kan nå at se min søn og vi som familie kan nå at høre hvordan hinandens dag er gået.

     Man kan altid anlægge en “det er du selv ude om” vinkel, men jeg foretrækker at se mere pragmatisk på det. Så længe vi siger “løs det selv” til mødrene, så får vi ikke flere kvinder med børn til at turde hoppe ud i politik. Jeg kender alt for mange dygtige kvinder som vores demokrati går glip af fordi vi har skabt et politisk miljø hvor man er villig til at tage hensyn til arbejde, men ikke familieforpligtigelser. Egentlig er det lidt på hoved, for arbejdsgivere har pligt til at give fri til borgerligt ombud, som politik er, men der er ingen der har pligt til at løse den daglige ulvetime.
    At svare man skal vælge mellem børn og karriere er helt useriøst, når både fødselstallet og ligestillingen i forvejen halter.

    Det er 100 år siden kvinder fik samme grundlæggende rettigheder til demokratiet som mænd, men jeg håber ikke der behøver går 100 mere, før vi gør plads til mødre i politik?


  3. Vi starter en kvindebevægelse

    8. marts 2015 by Maja Højgaard

    I anledningen af kvindernes internationale kampdag og 100året for kvinders valgret startede vi en ny tradition op med markering i Brøndby Strand. Debatten var livlig og jeg er helt sikke på det kommer til at gøre en forskel på hvor mange kvinder der bliver valgt til næste kommunalvalg. Her er min tale:

    Det er tid. Tiden er inden. Det er tid til at gøre noget nyt.

    image

    Det er første gang vi holder kvindernes internationale kampdag sammen her i Brøndby Strand. Jeg vil gerne starte med at takke Beate for at vi starter her i dag. Det er jo en helt særlig tid at starte sådan en ny tradition. Det er nemlig 100 år siden kvinder fik valgret i Danmark.

    Det var ikke en ret vi fik sådan fordi tiden bare gik og så blev det pludselig ”moderne” tider. Vi fik den fordi, der i et halvt århundrede havde været ophedet debat og folk der kæmpede for det. Fordi der var nogle der vedholdende havde insisteret på at kvinder en havde selvstændig rettighed i vores samfund. Der skulle da også gå længe endnu og meget ophede debat, før en kvinde ikke stadig først og fremmest var sin mands kone, dernæst sine børns moder og kun de allermest privilegerede få kunne tillade at have lidt energi tilbage til også at være sig selv.

    Jeg vil gerne bruge denne anledning – denne tid – til at gøre status på, hvad vi bruger denne hårdt tilkæmpede rettighed til på Vestegnen. Og ja, jeg fristes til at sige – ikke ret meget.
    Når vi kigger på byrådet, opstillingslisterne, foreningsbestyrrelser så er der meget få kvinder. Vi socialdemokrater mener jo nok ellers at vi altid har kæmpet for kvinders rettigheder. Arbejderkamp var kvindekamp – og er det til dels stadig. 3f tager i hvert fald kvindekampen mod sexchikane alvorligt – men i vores egen lokale socialdemokratiske højborg står det sløjt til.

    Hvis vi kigger på kommunalbestyrelsen er der kun valgt 2 kvinder. Det er 10%. Den lader vi lige stå. I kan gætte hvad de øvrige 90% er.

    image

    Den ene er fra vores parti, den anden fra Venstre. Det svarer også til ca 10 % af socialdemokraterne.

    Grotesk nok bor vi i et område, hvor kirken praktiserer mere ligestillingen end vi gør. Folkekirken, som stadig har områder af landet, hvor det at have kvindelige præster er kontroversielt, har her i Brøndby en tredjedel af præsterne som er kvinder. For at gøre det endnu bedre er hele 47% af dem der sidder i menighedsrådene kvinder. Det er da meget godt gjort af kirken.

    Feminismen er ofte til debat. I Danmark er vi sjældent uenige om at vi er lige meget værd – i hvert fald sådan rent principielt, men der er til stadighed uenighed om der er mere at kæmpe for. Om der er nogen særlig grund til at vælge lige præcis kvinder. Kan en mand ikke være lige så god?

    Der er to hovedårsager til at det ikke er godt nok at have 90% valgte mænd: Den første og mest åbenlyses er, at det er et tegn på, at vi ikke har ligestilling. Når skævvridningen er så stor er det et åbenlyst tegn på at kvinder og mænd ikke har lige let ved at komme til fadet, sådan som det er nu. I den tid vi er i lige nu. I dag – ikke for halvtreds eller hundrede år siden – Det er et tegn på at vi har et ligestillingsproblem i dag.

    Den anden grund til det er vigtigt at have valgt kvinder er, at så længe der er så stor forskel på kvinders og mænd muligheder, så er der også en enorm forskel på mænd og kvinders erfaringer. Jeg kan se det i forhold til mit eget arbejde i regionen. Jeg har holdninger om alt. Det er ikke sådan at jeg kun har holdninger om afgrænsede kvindefelter.

    Men de erfaringer jeg har er anderledes. Nogle af de mærkesager jeg har kæmpet for i regionsrådet, er det tydelig at se et feminint aftryk – i andre mærkesager skal man lede lidt.
    image

    Det er oplagt at mit arbejde for at friholde fødegangene fra de sidste to besparelsesrunder har et kvindeligt udgangpunkt. På samme måde var arbejdet med en at vi i regionen fik en børnepolitik, hvor børn fik rettigheder som alle andre patienter og hensyn til familien og barnets skolegang er en kvindeklassiker. Vores første minister Nina Bang var også uddannelsesminister og havde børnene som sit område.

    Derimod er det måske mindre oplagt at min vedholdende og ihærdige indsats for bedre cykelstier og letbane til Brøndby Strand og ud til Lufthavnen er feministiske. Jeg har heller ikke tænkt dem som sådan – og alligevel er det jo ofte sådan i mange familier at det er manden, der har bilen og kvinden, der må løse aflevering og hentning af børn, indkøb og til og fra arbejde med gang, cykling eller offentlige transportmidler.

    Dertil skal man lægge de enlige mødre, som måske slet ikke har råd til en bil, men som alligevel skal have enderne til at nå sammen. Dem giver vi flere muligheder for at tjene penge og give deres børn en tryg opvækst, ved at give dem mulighed for at komme rundt, længere end de selv kan skubbe en barnevogn.

    At mænd er gode til at blive valgt og få andre mænd valgt ind, kender vi som Rip, Rap og Rup-effekten. Med det her startskud – på denne dag – håber jeg at vi kan få indført lidt mere Kylle, Rylle og Pylle-effekt. Det er jo ikke fordi mændene ikke kan lide kvinder. Det er ikke nødvendigvis fordi de synes kvinder gør det dårligere. Det er nok mest fordi det er nemmere at finde nogen der ligner en selv. Derfor er det også op til os her i dag, at sørge for at vi får opstillet flere, der ligner os kvinder.

    Det må mændene gerne hjælpe med, men det er nok os kvinder der har lettest ved at finde dem der ligner os. Vores stemme tæller lige så meget som mændenes, hvis vi tør bruge den. Det gælder om at rykke sammen, danne netværk og hjælpe hinanden. Det er vigtigt vi hjælper hinanden, for alene gør vi ikke ret meget.
    Mit mål og håb til denne 8. marts er, at når vi mødes igen til næste år i 2016, så er der kun et år til kommunalvalget – og så er mit håb at vi alle sammen tager en veninde, en søster, en mor eller en datter med. Vi skal nemlig hjælpes ad med at finde de kvindestemmer, vi gerne vil høre her i Brøndby til kommunalvalget i 2017, så vi kan få flere kvinder op på stemmesedlen og ind i byrådet.

    Uligestillingen i dag er tydelig i tallene – i valgstatistikken, i lønstatestikken, endda i voldsstatiskikkerne – men årsagerne bliver negligeret som den enkeltes frie valg. De siger ”Vi har jo selv valgt at få børn, vi har jo selv valgt en uddannelse eller job” Ja det frie valg bliver endda brugt til at forklare, at kvinder jo selv har valg stodderen der slår dem, for ”hun kan jo bare gå”.
    Det svarer lidt til at sige, at folk der kun har halm til rådighed, ligger dårligt fordi de selv har været dårlige til at lave deres halmmadras. Hvad med vi i samlet flok tog en tur i IKEA sammen istedet? Svenskerne laver masser af gode boxmadrasser, som folk har råd til – de er heller ikke så dårlige til det der ligestilling i Sverige.
    Faktisk så gode at det er lykkedes dem at få fjernet den der grimme klang fra ordet feminist, som vi stadig kæmper med i Danmark.
    Som feminist kan man godt tit føle at man står lidt alene med sin kamp. Men vi er langt fra alene. Ud over svenskerne er der faktisk en hel verden af andre kvinder, der også godt kunne tænke sig ligestilling. Der er en international bevægelse i gang. Nobels fredspris gik sidste år til to unge seje kvinder. De fortjener en hel tale i sig selv. På de sociale medier vokser bevægelser frem, hvor kvinder står frem og siger fra over for overgreb og hyggeseksisme.

    Hvis du i året der kommer ind til næste 8. marts føler at du står lidt alene med et ligestillingsproblem, så sig det højt – fortæl det til mig eller til nogle andre – og du vil hurtigt opdage at det er lige som sangskriveren, trubaduren og ikke mindst feministen Sebastian sang i 1978 du er ikke alene – den slutter:

    Vi er ikke alene
    Der er flere der viser trods
    Og det helt på det rene
    De har det lige som os.


  4. Richard Wilkinson live om Lighed

    6. november 2014 by Maja Højgaard

    I dag mødte jeg et idol. En sjælden gang imellem læser jeg en bog der taler direkte ind i kernen af hvem jeg er og hvordan jeg bruger mit liv. Tidligere tilfælde har altid været skønlittærere. Bogen Lighed (the spirit level) var første gang videnskabelig faglitteratur fangede mig på den måde.

    image

    Bogen var for mig en rigtig “page turner”, der side efter side dokumentere hvordan stor ulighed har negative konsekvenser for samfund, både i absolutte tal, som dødelighed for høj og lav, men også på bløde værdier som tillid og tryghed. Her til aften fik jeg endelig mulighed for at høre den ene af de to forfattere live. Richard Wilkinson er epidemiolog og fortalte om den dybere forståelse de har fået af deres tal siden bogens udgivelse. Bagefter fik jeg mulighed for at stille nogle opklarende spørgsmål.

    Er af bogens hovedpointer er at de moderne dræbere som f.x. hjertekarsygdom har en stærk sammenhæng med stress. Stress gør vores kroppe dårligere til at hele og ødelægger vores sundhed. Det der stresser mennesker aller mest er følelsen af social ustabilitet. Jeg ville godt vide om man kunne gå direkte efter stress som fænomen. Det korte svar ud fra vores (halvlange) diskussion er at sådanne indsatser kun giver mening i en strukturel kontekst. Det skal gøre på uddannelsen eller arbejdet og fagforeninger, medarbejderdemokrati og elevdemokrati er nøglen.
    Jeg behøver næppe fortælle jer at det alt sammen i høj grad er vand på min mølle. Arrangementet var kick-off for CPH:DOX som i år har Polarisering som et af de gennemgående temaer. Festivalen varer til d. 16. november. Grunden til Wilkinson starter en filmfestival er at bogen har inspireret en dukomentar, som du stadig kan nå at være med til at crowdfunde her.
    image


  5. Medicoteknik – en MARS ekspedition

    30. september 2014 by Maja Højgaard

    Dagens lækre forkortelse er MARS -Medicoteknisk Apperatur Registrering System. Det er vores enhed for at holde styr på alt vores lækre hospitalsudstyr er opdateret og oppe at køre. Vi har helt sikkert nok til at konkurrere med en mindre rumstation på hvert hospital.

    image

    Velkommen på rumstationen. Her bliver alverdens blodprøver analyseret.

    Vi var med IT-udvalget på besøg i klinisk biokemisk afdeling på Riget for at se på nogle af alle vores lækre gadgets.

    image

    Før i tiden sad de og ledte efter celler for at tælle dem. Nu tager det ca to min. pr. prøve

    Bagefter vedtog vi nogle retningslinier for hvordan vi vil fordele udgifterne. Det er godt nok svært politisk at tage stilling til om procenterne er spot on, men vi fik os en god snak om at nogle specialer er gode til at udvikle nyt udstyr og skabe et behov, og at vi med ansvar for alle patienter også har ansvar for at den teknologiske udvikling også drives og følges på de mindre “hotte” afdelinger. Endnu et område som er ramt af “babysæleffekt“.

    image