Rss Feed

ulighed hos egen læge

3. maj 2015 by Maja Højgaard

Godmorgen – tak for invitationen og tak for sangen.
Mit navn er Maja Højgaard. Jeg er regionsrådsmedlem her i Hovedstaden og til hverdag arbejder jeg på Glostrup Hospital som læge. Vi er samlet i dag for at fejre frihed, lighed og solidaritet. Jeg vil gerne bruge denne dag på at tale om det største frihedstab, nemlig at man ikke kan gøre hvad man vil fordi man er blevet ramt af sygdom. Så kan de borgerlige indføre alle de fritvalgsordninger de vil. Det skaber også den største ulighed – men den gode nyhed er at vi kan løse det i fællesskab.
1.maj 2015Da jeg valgte at flytte til Vestegnen, da jeg begejstret fortalte på mit studie at vi havde købt et dejligt hus i Brøndbyøster med have og høns, vendte en af min studiekammerater sig om og så undrende på mig. Hun sagde: ”Man kan da ikke være lææææge og bo på Vestegnen?”
Det skulle jeg lige tygge på, for det mente jeg jo nok godt man kunne. Min egen mor var det i hvert fald. Vi boede i Greve og hun havde praksis i Taastrup. Ja I kan måske nok høre jeg ikke ligefrem har brudt med den sociale arv.
Og selvom min medstuderendes udbrud nok var fordomsfuldt og snæversynet, så er der som bekendt ingen røg uden ildebrand. For vi står faktisk og mangler læger på Vestegnen. I første omgang har en gruppe borgere i Ishøj fået læge i Taastrup fordi deres læge lukkede uden at kunne sælge. Der har vi et helt konkret problem. Og det er ikke et problem Ishøj står alene med. De næste i rækken, der får problemer med at have nok læger til alle er her i Glostrup. Hvem bliver mon de næste?

Problemet med at skaffe læger på Vestegnen, skaber ulighed i sundhed i sig selv. Vi er ikke et område der er kendetegnet ved et liv i sus og dus og den nyeste sundhedsguru. Vi har slider og slæber og holder sammen for at holde alle oppe, for at alle kommer med. Det betyder nogle gange at man er nødt til at drikke en øl sammen, eller at overskuddet til at kvitte smøgerne ikke var der. For det var vigtigere at få hverdagen til at hænge sammen – og hvis valget står mellem en skilsmisse fordi der bliver vrisset af abstinenser, mere end der bliver elsket, så vælger de fleste nok trods alt at ryge videre sammen.
Det giver en ulighed mellem syd og nord i vores region på muligheden for at gå til læge, men det er ikke kun det. Vi ved at mennesker med kort uddannelse bruger deres egen læge og skadestuerne mere end mennesker med lang uddannelse. Folk med lange uddannelser, de stryger direkte til specialister når de har et problem.


 Og når vi lægger sammen at vi har et område, hvor flest har haft et hårdt liv og derfor også er hårdt ramt på helbredet, og lægger til at folk med kortere uddannelse ikke selv opsøger specialisterne, men er afhængige af deres egen læge for at finde rundt i det forkrommede vildnis af et sundhedsvæsen og så oven i det lægger at lægerne hellere vil have praksis i områder hvor folk er mindre syge – så kan det jo ikke undre at vi stadigvæk har stigende ulighed i sundhed.
Og ulighed i sundhed er i mine øjne den aller største ulighed man kan forestille sig. At der gennemsnitligt er 10 år mindre at leve i – at virke i – end hvis man var født i den mere velstillede del af samfundet. Det er da ulighed, der kan mærkes. For ud over 10 leveår, så er der lige 10 år ekstra med svær sygdom, hvor man måske er gammel og har svært ved at komme rundt. De 10 års ekstra sygdom, der er det vigtigt man har en læge man kan stole på, vil gøre alt hvad han eller hun kan, for at man har det så godt som muligt.
Jeg ville ønske jeg kunne starte denne tale med at fortælle hvor godt det går, men jeg synes denne her lidt dystre sag er vigtigere end alle de resultater regeringen ellers har givet os. Og dem kan jeg jo også se I har inviteret Mogens til at fortælle om.
Derimod vil jeg gerne give jer to løsninger på problemet. To ting vi kan gøre sammen. I vores stolte tradition for fællesskab kan vi også løse problemet.
Det første er egentlig en invitation. Jeg vel gerne invitere jer alle sammen en tur til Ishøj i september. Der holder jeg som udvalgsformand i regionen et borgermøde om lægedækningen, her i vores område. Her skal vi sammen finde ud af, hvad vi kan gøre ved det lige her og nu. Vi inviterer også kommunerne og de praktiserende lægers organisation. For det er vigtigt for mig at vi løser det her sammen. Vi kan se at alle de andre regioner har fået lægehuse. Min mands bedsteforældre bor i Vestjylland. Der står ikke længere en privatpraktiserende læge som vi kender det på deres sundhedskort. Der står ”Falck Healthcare”. Sidste gang bedstefaderen var deroppe, var det en læge der havde pendlet hele vejen fra Fyn. Ham forventer han ikke at komme til at tale med næste gang.
Jeg synes ikke det lyder som en holdbar løsning. Jeg håber at vi i stedet kan finde en god løsning enten med de praktiserende læger, eller en god offentlig løsning i samarbejde med kommunerne.
Det andet vi kan gøre, er at gøre det lidt mere attraktivt for lægerne, at have mange patienter der fejler mere end en ting. Næste gang vi skal justere takster, så kunne vi i stedet for at lade grundtaksterne stige, indføre en ny bonus. En faktor der gjorde at hver gang lægerne udførte en behandling på en borger med mere end én sygdom, så gav det en bonus. Simpelthen en kontant belønning, for hver gang lægen lige bruger lidt ekstra tid på en, der har det rigtig svært. Det med kontant belønning plejer at være til at forstå – især når man er privat erhvervsdrivende.
Vores problem er nemlig ikke det samme som det er i Jylland. Det er jo ikke fordi her ingen læger er. Det tager ikke ret længe at pendle fra Nordsjælland til Vestegnen eller som jeg ynder at kalde det: fra Whiskybæltet til Velfærdsbæltet.
Problemet i dag er at lægerne synes det er for svært, at få en lille forretning til at løbe ordentligt rundt. Der er for mange patienter, som ikke selv har Googlet både sygdom og behandling i forvejen. AAAlt for mange der skal have forklaringen mere end én gang – og gerne på dansk frem for latin, forkortelser eller engelsk. Og for mange der har den ”frækhed” at fejle mere end én ting ad gangen. Jeg synes at vi skal begynde at belønne lægerne for at tage sig ekstra godt af dem, som er ekstra syge. På den måde kan vi måske få borgere der lider af mere end en sygdom, til at gå fra at være en klods om benet i lægens øjne til at være en ”spændende faglig udfordring” som det hedder.

stemning 1. maj 2015

Det har virket rigtig godt på at lægerne får lavet grundige undersøgelser af alle børn, så de kommer godt i gang med livet, at vi har en særlig takst for dem. Jeg tror vi kan få meget godt ud af at belønne for den ekstra indsats, det er at overskue en lang medicinliste og flere konkurrerende problemer.
På denne Store Bededag er det min største bøn, at det ikke skal være ens pengepung der afgør liv eller død. Jeg håber at se nogle af jer til september i Ishøj. Og så håber jeg at når vi mødes næste år til første maj, så kan vi fejre at regeringen både fik genvalg – så vi fortsat har direkte folkevalgte i Regionen til at holde lægerne i ørene – og fejre at vi endelig har fået knækket kurven på den største ulighed, nemlig ulighed i sundhed.
Endnu engang tak for indbydelsen og hav en rigtig god første maj.


skriv den første kommentar »

Endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>