Antallet af uddannede læger der i år bliver sendte af sted med læger uden grænser er faldet til 4 i alt. Sidste år var det 9 der tog turen for den humanitære hjælpeorganisation, men efter 4årsreglen er trådt i kraft tør de unge nyuddannede læger ikke “spilde tid” med at redde verdens fattigste. Formand i Læger Uden Grænser i Danmark, Søren Brix, frygter, at de unge danske læger helt vil lade være med at tage af sted:
Mange er bekymrede for, at det sætter deres karriere i stå, hvis de tager af sted i op til 12 måneder. Det meget stramme forløb omkring lægeuddannelsen gør, at de studerende efter endt turnus hurtigt vil i gang med en specialuddannelse, og her går de primært efter forløb, som giver point i forhold til det speciale, de har valgt.
Formand for Udvalget for Uddannelse og forskning i Lægeforeningen, Michael Dall er også bekymret for fireårsreglens konsekvenser for hjælpearbejdet. Han siger:
Det ser ud til, at den er med til at spænde ben for de yngre lægers lyst til humanitært arbejde. Folk tør ikke gøre andet end det, der er allermest nødvendigt for at gennemføre videreuddannelsen til speciallæge på den afsatte tid.
Preben Rudiengaard (V) formand for sundhedsudvalget mener bare lægerne må vente til efter speciallægeuddannelsen. Et ret naivt synspunkt, ved mindre vi ønsker at alle læger skal være familieløse karriereryttere, der bruger hele deres liv på uddannelse og lægegerning.
Selv hvis man starter på medicin direkte efter gymnasiet, går direkte gennem turnus, bliver optaget på den ønskede speciallægeuddannelse inden for 4 år og gennemfører den på normeret tid er man godt inde i midt-trediverne. Hvor sandsynligt er det, at mange i den alder vil prioriterer 12 måneders udsendelse til krigshærgede områder, frem for at stifte familie? Desuden skal vi ikke spilde nyuddannede speciallægekræfter på at lave almindelig lægehjælp. Fireårsreglen er endnu et rigidt initiativ til at stresse unge mennesker gennem uddannelsessystemet. Det får man hverken gode, hele læger af eller hjælp til Afrika.
Kilde: Dagens Medicin