De koncervative har fået meget opmærksomhed her omkring formandsskiftet – og igen vil jeg forholde mig til deres politik. Lars Barfoeds første udmelding var en kritik af de mange gratisydelser i den offentlige service. Der er ikke kommet konkrete forslag i denne omgang, men tidligere har været diskuteret at lægge brugerbetaling på lægebesøg, udeblivelser fra ambulante behandlinger og undersøgelser og senest indførte regeringen brugerbetaling på fertilitetsbehandling.
Økonomisk set er vi i trængte tider og brugerbetaling, som en måde at begrænse de evigt voksende udgifter til besøg i almen praksis virker som en forjættende tanke. Forbilledet er svensk og finsk og der findes mange konstellationer, der ophæver det umiddelbart uretfærdige i at mennesker med kronisk sygdom og behov for mange lægebesøg forfordeles. Problemet er tilgengæld ganske dansk. Vi har i Danmark en kæmpe skævvridning i gennemsnitsalder som er meget socialt betinget. Vestegnen deler forventet levetid medtidliger sovjetstater og nordsjælland ligger lunt i svinget med forventede livstider der kan sammenlignes med svenske og norske.
Det pudsige er at dem som går mest til læge ikke er de syge og de sløje på vestegnen, som er truet af kroniske sygdomme med god mulighed for forbyggelse. Det er derimod de veluddannede og raske. Vi som tænker at vi heller lige må “få det tjekket” når lændesmerter eller vejrtrækningsbesvær opstår. Samtidig er vi måske også de mindst påvirkelige med en symbolsk brugerbetaling. 100,- er ikke den afgørende forskel når årsindkomsten kommer over den halve mio.
Det er den derimod for førtidspensionister, 3f’ere og LO-medlemmer, der oveni lever med helt andre forventninger til eget helbred end den veluddannede overklasse. Blandt mange 50′årige kan man foreksempel høre vejrtrækningsbesvær, øget livvidde og søvnbesvær forklaret med “at man jo helle ikke er ung længere”. Derfor lever folk med symptomerne og risikofaktorer for kræft, hjertesygdom, slagtilfælde og skjult sukkersyge i mange år uden at få hjælp. Først den dag ulykken er ude indlægges man, med noget der føles akut, men som i virkeligheden er opbygget over lang tid.
I Region Hovedstaden har de borgerlige partier stort fokus på om hospitalerne nu har “tilpaset produktionen” og om de er økonomieffektive. Det mest økonomieffektive hospital vi har er sjovt nok Hvidovre. Hvidovre er også det hospital der har den mest udsatte befolkning for livsstilsygdomme og nedslidthed. Det er bl.a med til at gøre Hvidovre så omkostningseffektiv. Der er nemmelig kontant afregning i detr offentlige hvis du fejler noget der skal undersøges og behandles. Hvis du i stedet for at gå til vejledende samtaler og på den måde være med til at forebygge din sygdom er du kun en udgift for sundhedsvæsnet. Hvis du derimod skal udredes, CT-scannes eller fortaget en endoscopi, så kan hospitalet (og regionen) få DRG-takster fra staten. Dertil kommer selvfølgelig den åbenlyse besparelse ved tidlig død, så man er en offentlig udgift i færre år. Det er det jeg hører når de borgerlig taler om “tilpasning af produktionen”.
Det kommer selvfølgelig an på hvad man mener formålet med den offentlige service. For mig er der ingen tvivl. Formålet er så vidt muligt at udligne den ulighed som findes naturligt, men også i kræft af vores samfund. Det gør man ikke ved at pålægge brugerbetaling på ydelser, som de mest udgiftsfølsomme, har mest brug for.
Loading ...