Rss Feed

februar, 2011

  1. kraftesløse kræftpakker

    20. februar 2011 by Maja Højgaard

    Dr.dk har i dag en historie om at kræftpakkerne dræner sundhedsvæsnets kasser på bekostning af de andre patienter. I region hovedstaden har vi også vedtaget en handleplan for kræftpakke 3 fordi det blev os pålagt. Dog virkede det noget omsonst, da kræftpakke 1 og 2 stadig ikke er implementeret. Det er helt umuligt at vide, hvad effekterne af dem vil være og der er absolut ingen stillingtagen til om en 3. pakke er nødvendig. Debatbogen “det danske paradoks”, der blev udgivet sidste forår,  mente ikke det var en god idé før de andre planer var implementeret.

    Kræft er en forfærdelig og skræmmende sygdom. Jeg har flere gange haft den tæt på livet og synes virkelig det er vigtigt, at vi behandler kræftpatienterne efter de bedste internationale evidensbaserede metoder. Jeg synes ikke at kræftpakke på kræftpakke fra regeringen gør ret meget andet end at få regering til at fremstå handlekræftig. Resultatet er i hvert fald ikke flere penge til forskning og behandling, for dem byder kræftpakkerne ikke på. Det eneste de giver er større krav og forventninger til en sundhedssektor, der hvert år kun får bevilgninger svarende til det halve af den reele vækst.

    Jeg synes Hvidovres vicedirektør, Torben Mogensen er rigtig modig for at turde tage debatten, om de store udgifter til kræftpakker er nødvendige. Samtidig har “ledende overlæge” fra Odense Universitetshospital helt ret i at vi politikkere burde være dem der prioriterede – og blev straffet for økonomiske fejlprioriteringer. Så husk at stemme rødt til næste valg;-)

    Du kan også læse udkastet til Region Hovedstadens høring omkring den regionale kræftplan. Høringsperioden er netop overstået og det færdige resultat vil blive vedtaget d. 22. marts.


  2. Kodedebat i et Islandsk perspektiv

    11. februar 2011 by Maja Højgaard

    Da jeg forlod Danmark sidste onsdag var debatten om “hemmelige koder” på sit højeste. Alle er nok enige i at det er for galt man ikke informerer patienter og pårørende om deres muligheder for at blive forsøgt genoplivet, men det lader til der også er stor forarvelse over at det nogle gange er lægens beslutning at en patient ikke skal forsøges genoplivet. Vi ser i højere grad forsøg på genoplivning som en rettighed, end som en mulighed, der kræver ekspertvurdering og som ikke altid er den bedste løsning.

    Her i Island startede jeg pånyreafdelingen. Her er spørgsmålet ikke om folk skal genoplives, men om man skal blive ved med at give dialysebehandling til gamle mennesker, der efter lægens vurdering ikke har “livskvalitet” nok til at pøse en 100.000 kroners behandling efter. Et noget mere kynisk synspunkt, end jeg er vant til. Men også et synspunkt, der sætter fokus på det der i virkeligheden er essensen af kodedebatten; Når vi nu næsten altid har mulighed for at forsøge at udskyde døden, bør vi?

    I de danske sager har der været tale om alorligt syge patienter, hvor det at “toaste løs” på hjertet med en defibrilator, formentlig ikke ville ændre det endelige udfald i tilfælde af hjertestop. Men statistisk set vil der jo oftest være nogle få meget syge, svage patienter der kan genoplives efter en tur gennem defibrilatoreren. Bør vi toaste løs på alle de andre døende for at sikre disse fås overlevelse et par dage eller uger endnu?

    Nyrespecialisten i Island ville gerne have lov til at tale nogle af de gamle mennesker fra deres behandling, fordi afdelingen ville få flere penge til at behandle mere “værdigt trængende” e.x. unge mennesker, nyretransplantationskandidater o.a. Velvidende at uden dialyse vil de gamle nyrepatienter dø i løbet af en uge.

    Den Islandske holdning til dialysepatienter går lidt igen i den danske praksis omkring organtransplantation. Hvis du udviser nogle former for risikofaktorer, andet end det organ du trænger til at få udskiftet, kan du godt vinke farvel til transplantation. Både fordi medicinen man får, livslangt presser imunforsvaret i bund, men også fordi orgnatransplantationer er dyre. Man må altså vurderer om den enkelte organmodtager er en “god” nok investering i en tid hvor både penge og donerede organer er begrænsede. Det er en vurdering vi deler med størstedelen af den vestlige verden.

    Det er uhyrer vigtigt at vi tager de etiske debatter om hospitalsvæsenet. Ikke bare på medicinstudiet og på hospitalerne, men også i offentligheden. Det uddannede personale er bestemt de bedste til at lave en proffesionel vurdering. Der kan dog nogle gange for langt mellem den proffesionelle hverdag - med budgetter der skal holdes og patienter i kø - til forventningerne om, hvad lægevidenskaben kan opnå og hvor ualmindelig døden er for den enkelte. Hospitalspersonale oplever at folk dør hver dag, men det heldigvis er en sjældenhed uden for hospitalsverdenen.