31. marts 2011 by Maja Højgaard
Hvor langt er der fra plejehjem til landhospital?
Med denne udsigt fra sygesengen kan man næsten ikke ønske mere
Der var ingen tvivl om at de kroniske og ældre medicinske patienter var glade for ikke at skulle til Reykjavik, hver gang de skulle indlægges. Hver anden på den medicinske afdeling havde KOL og jeg vil skyde på omtrent to tredjedele havde hjerteproblemer af svingende grad. For dem var det klart en fordel at rejsen ikke var så lang og at deres familie kunne komme og besøge dem.
En tredjedel af patienterne var dog indlagt under det man i fagslang kalder causa soc. “Af social årsag”. Det betyder for det meste at deres hjem ikke længere er egnet til dem, at de skulle have en plejejemsplads eller beskyttet bolig, men ikke har fået én endnu. En af patienterne var foreksempel indlagt udelukkende fordi hendes mand har blevet syg. Hun var afhængig af ham og der var ikke noget tilbud i kommunen, der kunne tage sig af hendes daglige hjælp i hjemmet. Flere andre patienter havde ligget der i 2 og 3 uger mens de ventede på en plejehjemsplads. Det er både dyrt og uhensigtsmæssigt for ældre medborgere at være indlagt så længe. De bliver passive og mister både fysiske og sociale evner. Jo længer de er indlagt, des dårligere er deres prognose. Dertil kommer at det selvfølgelig er dyrt at have folk i hospitalssenge frem for plejehjem og beskyttede boliger.
Men grundlæggende er det mere motiverende for de ældre at ligge et sted, hvor de kan være i kontakt med deres nærmeste. Der er heller ingen tvivl om at patienterne generelt trækker den kortere med at få taget afsted på hospitalet når de kan tage til Akureyri frem for store fremmede Reykjavik. Forsinkelsen i henvendelsen fra patienten er ofte der den største forskel i chancerne ved behandling afgøres. Og det faglige niveau for de to hovedgrupper – nemlig KOL og hjerte sygdomme - var der et fint fagligt niveau for. Problemet er bare at når du er ældre og har hjerteproblemer er der myriader afandre problemer der kan opstå, som hjertespecialisten ikke nødvendigvis er så trænet i at tage sig af.
Jeg stødte dog også ind i ret mange fede tiltag, hvor Island har meget bedre styr på at holde det faglige niveau oppe i landområdet. Det kommer der et indlæg om i næste uge, hvor I får en slags “Sådan holder du dit landhospital up to date”-tjekliste;-)
se også:
Erfaringer fra et landhospital #1
Erfaringer på et Landhospital #2 Arbejdspladsen
Tricks til at drive et landhospital
Category Islandsk perspektiv | Tags: | No Comments
28. marts 2011 by Maja Højgaard
Alle kontorer på Hospitalet var med prima udsigt
Jeg var på Akureyri Sjúkrahus som en del af mit klinikophold på medicinstudiet. Der er utrolig hyggeligt. Næsten hele Hospitalet spiser sammen til frokost, hvor man betaler med små kartonfirkanter for at få dagens ret eller en tur i den veludstyrede salatbar. Man lærer hurtigt de andre på afdelingerne at kende, og det virker som om det rent socialt er nemt at skifte fra den ene afdeling til den anden.
Bagsiden af medaljen er dog at man bruger meget tid på at vente på at folk bliver syge – eller sygere. Selvom tempoet på større hospitaler ofte er lidt for hektisk, virkede det her slet ikke hensigtsmæssigt. For at kunne håndtere, hvem end der henvendte sig, havde hospitalet en skadestue, en intensiv afdeling (i forlængelse af skadestuen) én kirurgisk afdeling, én psykiatrisk og én medicinsk. Dertil kom så en billeddiagnostisk, som med sin assisterende rolle var lidt mindre en de andre. Aldrig har jeg set så mange især yngre læger side stille. Eller specialister for den sags skyld.
De gjorde hvad de kunne for at holde niveauet oppe. For eksempel kom der hver fjerde dag en ny specialist. I den uge jeg var der, var det først en hæmonkolog (speciale i kræftsygdomme i blodet) som jeg kendte fra Reykjavik. Han blev om onsdagen erstattet af en lungespecialist. Selvom man selvfølgelig på så lille et hospital ikke hele tiden har brug for alle specialerne, er det smart at have en turnusordning, hvor de højt specialiserede fra Reykjavik kommer i kortere perioder. Mest fordi det skaber et personligt forhold mellem hverdagspersonalet og specialisterne i Reykjavik. Lægerne på Akureyri er ofte er nødt til at ringe til specialister i Reykjavik for at sikre sig, at de giver deres patienter de rigtige behandlinger og undersøgelser. Det er godt for komunikationen og spørgevilligheden at det er et mennekse man kender og har arbejdet sammen med.
Men alt i alt blev der virkelig betalt meget løn for at have folk til at sidde og vente. Det var tydeligt at så lille et hospital er en utrolig behagelig arbejdsplads, men også utroligt dyrt i drift!
se også:
Erfaringer fra et landhospital #1
Erfaringer fra et landhospital #3 patienternes oplevelse
Tricks til at drive et landhospital
Category Region Hovedstaden | Tags: | No Comments
25. marts 2011 by Maja Højgaard
Akureyri sygehus i meget Islandsk vejr
I sidste uge var jeg på et klinisk ophold i Akureyri. Det er Islands næstestørste by med ca. 17.000 indbyggere. Det svarer omtrent til indbyggertallet i Grenå. I Akureyri ligger der et hospital, som dækker hele det nordøstlige Island. Hvis man skal på skadestuen er det her man henvender sig og her ambulanverne kører til når der har været en ulykke. Befolkningen hospitalet dækker ville dog slet ikke være nok til at få sit eget hospital i Danmark. Men lige som på Samsø og Bornholm er det på grund af geografien nødvendigt med en “forpost” for sundhedsvæsnet. Alle meget specialicerede behandlinger kræver dog fly til Reykjavik. Og hvis man eksempelvis skal bruge et nyt organ skal man til USA, Sverige eller Danmark.
Plasterklinik eller specialiceret behandling – kan folk kende forskel?
Én af udfordringerne ved så lille et hospital er at patienterne ikke selv altid kan skelne mellem hvornår de har behov for at blive fløjet til Reykjavik og hvornår det er helt fint bare at henvende sig på Akureyri. En af lægerne fortalte mig om et dødsfald ugen før jeg kom. Patienten havde fået en blodprop i hjernen og havde derfor brug for at komme til Reykjavik, for at få løsnet proppen. Det er et spørgsmål om tid, da behandlingen skal gives inden for 4 timer efter blodproppen er indtræffet. Hans kone havde set hans ansigt “falde” i den ene side og skyndt sig at køre ham til hospitalet. Her havde de været i tvivl om han var stabil nok til at transporteres og da han endelig nåede frem til Reykjavik var han død. Lægen var overbevist om at hans chancer havde været bedre, hvis han var blevet samlet op af en hellicopter og fløjet til Reykjavik direkte i stedet for at skulle gennem en hård biltur og forbi Akureyri først.
Samtidig har jeg mødt mange Bornholmere der er meget bevidste om hvor man skal hen hvornår. Flere har over for mig tørt konstateret at det er nødvendigt at have et hospital på Øen, men at “hvis den er rigtig gal, skal jeg selvfølgelig til København!”. I mine øjne er det ikke patientens opgave at gennemskue hvor de skal hen. Og hvem er nogen sinde i stand til at vurderer om “den er rigtig gal” for sig selv? Det første sted de henvender sig skal være godt nok. Vi har i Danmark i forvejen en stor skævvridning i sundhed efter hvor veluddannet folk er. Hvor god man er til at følge med i den offentlige debat om forskellige hospitalers beskaffenhed skal ikke være den afgørende faktor.
Erfaringer fra et landhospital bliver en serie på 3-4 blogindlæg. Det næste handler om, hvordan det er at arbejde på sådan et lille hospital og kommer på mandag.
se også:
Erfaringer på et Landhospital #2 Arbejdspladsen
Erfaringer fra et landhospital #3 patienternes oplevelse
Tricks til at drive et landhospital
Category Islandsk perspektiv, Udrykning | Tags: | 2 Comments
Loading ...