Rss Feed

maj, 2011

  1. Sundhedskampagner

    11. maj 2011 by Maja Højgaard

    Jeg læste for nylig dette fine blogindlæg og følte mig inspireret til at fortælle jer, om de sundhedskampagner jeg ser. I Danmark har vi et hav af store sundhedskampagner. Her kan nævnes skolernes idrætsdag, KRAM og vi cykler på arbejde.

    Her I Island er det netop vi cykler på arbejde månede. Her fungerer det sådan at arnejdspladserne tilmelder sig en side, hvor deres medarbejdere går ind og taster hvor langt de har cyklet på deres tur frem og tilbage. Den arbejdsplads der har flest kilometer får en stor belønning. Jeg tror det er en medarbejderfest – men er ikke helt sikker.

    Skólahreysti
    Noget der er lidt mindre genkendelig, og som minder mig om at jeg er halvvejs til USA, er deres Skólahreysti. En slags skolernes idrætsdag møder MGP. Her konkurrerer to drenge og to piger på deres skoles vegne ind til der kun er 12 skoler i finalen. Jeg ved ikke hvad de skal gøre ind til da, men finalen var ret skør. Drengene skulle løfte sig selv i armene på to forskellige måder så mange gange de kunne og pigerne skulle lave så mange armstræk med hævede fødder og hænge dødvægt så længe som muligt. Sikkert et forsøg på at få flere lokale rollemodeller, men lidt usmageligt efter min mening. Det lignede rent ud sagt tortur. Jeg kan godt mærke jeg er i et land, hvor læggearm konkurrence er en national sportsgren, der bliver fulgt aktivt. Det lignede ren krigertræning…

    Lets move!
    Nogen der virkelig kan det der med rollemodeller og kendisser er selvfølgelig USA. Her står førstedame Michelle Obama i spidsen for en stor kampagne der hedder Let’s move. Målet er at næste generation skal være slankere og i bedre form end den forrige.

    Én af mine yndlingsblogs delte forleden en række billeder hvor førstedamen selv danser til kampagnens kendingsmelodi. Og i USA kan sådan en kendingsmelodi jo ikke blive for kendt, så ind fra højre hiver man Beyoncé og får hende til at lave en ny video til et af hendes gamle numre, med en lille danseserie til selvfølgelig.

    Og følelser skal der til. Her har beyoncé for eksempel været med kampagnen ude og danse på en skole i Harlem. Jeg synes de teenagere holder dansedisiplinen ufatteligt godt i forhold til at der lige kommer en megastjerne ind midtvejs:-)

    Kunne man i Danmark lære noget. Skulle vi overtale Caroline Wozniacki til at tournerer rundt og spille mod folkeskole elever – eller måske BjarneRiis til at køre en ekstra tur? Hvem ville du gerne se som forbilleder for hele nationens børn?

    Til sidst får du lige danserutinen. Huska at tage børnene i hånden når du ser/danser den;-)


  2. Regional klimastrategi undervejs

    9. maj 2011 by Maja Højgaard

    Dagens post er et gæsteindlæg af Formand for Region Hovedstadens Miljø- og klimaudvalg & Folketingskandidat Lars Gaardhøj (A)

    Klimaforandringer fylder meget i medierne og den politiske debat. Vi har hørt meget om, hvilke problemer klimaforandringerne vil medføre for os alle, hvis vi ikke får styr på CO2-udledningen. Og i de senere år har mange af os også mærket konsekvenserne af klimaforandringerne helt tæt på.

    Tænk blot på sidste sommer, hvor utallige kældre blev fyldt med vand, eller de utrolige billeder fra Lyngbyvej, hvor biler blev efterladt under vand. Meget ulykkelige og dyre konsekvenser af klimaændringerne.

    Fremover vil vi få flere oversvømmelser som følge af både voldsom regn, stormflod og stigende havvandsstigninger, som FN i denne uge meldte ud, formentlig er værre i år 2100 end hidtil antaget. Vi kommer også til at opleve varmere og mere regnfulde somre og mildere vintre. Det vil betyde mere pollen, flere skadedyr og øge risikoen for dårligere sundhed for os alle.

    Når klimaændringerne rammer så bredt og med så store omkostninger, er det vores alle sammes velfærd, der er truet. Derfor har vi alle et ansvar for at være med til at dæmme op for klimaforandringerne samt gøre hvad vi kan for at begrænse dem, altså sænke CO2-udledningen og i øvrigt indrette os langt mere bæredygtigt end tilfældet er det i dag.

    Desværre findes ingen enkle løsninger. Men vi kan gøre meget, og de fleste ting er vi nødt til at samarbejde om. Derfor er Region Hovedstaden og de 29 kommuner i Hovedstadsregionen ved at lave en fælles klimastrategi, som tager fat på de udfordringer, som kun kan løses i samarbejde på tværs af kommunegrænser. Store klimaudfordringer venter lige om hjørnet.

    Der lægges op til et samarbejde omkring indsatsområder som er: klimatilpasning, grøn transport, tværgående energiplanlægning, forbrug & indkøb, grønne partnerskaber og bæredygtigt byggeri. Og der vil hen over sommeren og efteråret blive formuleret en fælles klimastrategi kan sendes i høring med henblik på vedtagelse i foråret 2012.

    Du kan følge arbejdet på www.regionh.dk/klimastrategi


  3. Kampagnevanter

    5. maj 2011 by Maja Højgaard

    Nu vi er i kampagnehjørnet, vil jeg også lige dele mit nyeste kampagneaccessory:-) For en kampagneentusiast som mig, har Island et dejligt stort udvalg af gode kampagnevanter. Gode kampagnevanter er vanter, der lever op til at have nem adgang til fingrene. Så behøver man ikke tage dem af, når man deler materialer ud eller sætter plakater op. Da vi oftest har valg i november eller andre kolde måneder i Danmark er kampagnevanter et helt uundværlig tilbehør i en hver kampagneudrustning.

    Der findes to typer. Den ene type er dem, som man i Danmark finder til børn og hos postvæsnet. De har halvfingre under en hætte, som kan knappes fast på håndryggen, når man deler ud og foldes over de blottede fingerspidser, når man tager en pause. Jeg har givet mig i kast med at strikke mine egne, men det tager tid!

    Meget hurtigere er det at købe den enkle type. Også kaldet håndvarmere. De kan fås mange flere steder i Danmark – og er lettere at strikke selv. Men de har selvfølgelig den åbenlyse ulempe, at fingrene kun nødtørftigt kan krummes sammen inden i og ikke dækkes helt i pauserne. Sådan et par har jeg netop anskaffet mig, ind til de hjemmestrikkede er færdige.

    Det er jo især vigtigt, nu hvor det ser ud til, at jeg når at komme hjem før LL trykker på knappen:-)