Bertel Haarder – regeringens sociale ansigt eller regionernes banemand?
Regeringsrokaden kommer helt sikkert til at betyde ændringer i det regionale landskab. Efter en kommunalvalgkamp, hvor regionerne var næsten usynlige er de kommet på dagsordenen hver dag. Noget der har presse Lars Løkke, der i høj grad var en af arkitekterne bag de ideologiske strømninger vi oplever i sundhedssektoren i dag. Det er klart at han trænger til forstærkninger på sundhedsministerposten.
Bertel Haarder bliver igen hentet ind i et ministerium, hvor den ideologiske argumentation trænger til en afpudsning. Jeg ser det som et forsøg på at forhindrer at regeringen fortsat kommer til at virke som en stor undskyldning, for sin egen, endog meget aktive, sundhedspolitik. Bertel kunne det som integrationsminister, hvor han sagligt argumenterede for starthjælp og andre stramninger. Som undervisningsminister er det lykkedes ham at ændrer diskussionen fra for eller imod nationale test til hvilken slags test og brande regeringen på faglighed på trods af at færre elever end nogen sinde kommer videre på en ungdomsuddannelse.
Hvad kan vi i regionen så vente? Som aktiv forkæmper for psykiatrien, kan jeg håbe at Haarders berøring med området måske skaber forståelse for behovet for ramme-, frem for projektmidler. Det kunne være en måde at skabe en populær sag, give området et socialt ansigt, for markerer at regeringen ikke er ligeglad med alle de svageste grupper. Hans sociale engagement markerede han også ved at skaffe en halv million i “Hvem vil være millionær?” til skolhjemmet for mennesker med handicap, Marjatta beliggende i Tappernøje. Til gengæld har han ind til videre som undervisningsminister været skånselsløs i forhold til de trængt specialundervisningsinstitutioner, der på trods af særbehov har måttet klare sig så godt de kunne på kommunernes nåde.
Når man sidder i regionen er der i sidste ende kun ét spørgsmål der tæller: Er den nye minister en nedlægger eller en bevarer? Jeg tror hans hovedopgave frem til næste valg, bliver at gøre det kommunale landskab og den politiske scene klar til at acceptere en nedlægning af regionerne efter et eventuelt genvalg af VKO. Med alt hvad dertil hører af delvis selvejende/statslige hospitaler, professionelle bestyrelser og indskrænkelser i den demokratiske kontrol.

Efter et år med mange skandaler på de Københavnske institutioner kan man konstaterer at pris og kvalitet hænger sammen.