Posted by Maja Højgaard on 21. januar 2010 under Ekspertbloggere, Handicapforhold | 
Eller: Hvordan man tager livet af små patientgrupper via nedskæringer i det offentlige sundhedsvæsen
Af Sarah Glerup
Hvor længe kan du holde vejret? De fleste kan højst klare 3 minutter, garvede perledykkere omkring 5, mens den officielle verdensrekord er hele 18,5 minutter. For sjællændere med muskelsvind eller andre sygdomme, der gør det svært at trække vejret selv, er der god grund til at prøve at slå den. Lige nu er ventetiden på hjælp til at få luft nemlig over et halvt år.
Rigshospitalets Respirationscenter Øst (RCØ) er et grelt eksempel på, hvor slemt det står til i dele af det danske sundhedsvæsen. Afdelingens patientgruppe er tredoblet over de sidste ti år – bl.a. fordi folk, der tidligere fik lov at dø, nu lever aktive liv med respirator – men ressourcerne er uændrede. Faktisk har budgettilpasninger i 2009 tvunget Rigshospitalet til at spare 20% af RCØs plejepersonale væk.
Der mangler hænder og sengepladser, og mindst to er allerede bogstaveligt talt blevet kvalt af de lange ventetider på at få en respirator. Der vil uden tvivl komme yderligere lig på bordet, bl.a. fordi RCØ ikke længere har kapacitet til at modtage akutte patienter. De henvises i stedet til lokalsygehuse, der ikke har ekspertise nok til at klare kombinationen af fx muskelsvind og lungebetændelse. Alene i min egen, unge bekendtskabskreds har den slags indlæggelser medført én hjerneskade, ét dødsfald og adskillige livstruende komplikationer.
Til trods for de kritiske forhold har ingen magthavende politikere grebet ind. Måske fordi RCØ er et præmieeksempel på, at udlicitering og privatisering af sundhedsvæsnet langt fra altid er en god idé. For små patientgrupper er det alfa og omega at kunne blive behandlet centralt af specialiserede eksperter, og et velfungerende, offentligt sygehusvæsen er uundværligt. Enhver snak om behandlingsgarantier som forsvar for privatisering undermineres jo, når der hverken er eller kommer et reelt privat alternativ. Kun det offentlige er forpligtet til at behandle alle, mens privatsygehuse ingen økonomisk interesse har i at tage imod fx respiratorpatienter, der er få og ressourcekrævende.
Hverken pressemeddelelser, facebook-støttegruppe eller demonstration foran Rigshospitalet har fået medierne til at gå ind i sagen. I stedet har vi nu startet en underskriftsindsamling for at få sundhedsminister Jakob Axel Nielsen til at reagere. I mellemtiden kan vi, der er ramt af situationen på RCØ, øve os i at holde vejret. Ifølge WikiHow hjælper det at slappe af i alle muskler, og dét er i hvert fald folk med muskelsvind rigtig gode til. Så hvem ved – måske slår vi verdensrekorden…
Hjælp os med at få luft. Skriv under på: www.stoet_rcoe.skrivunder.dk.
Posted by Maja Højgaard on 4. januar 2010 under Ekspertbloggere, Udrykning |
Af: Preben Bonnén, chefanalytiker, BONNÉN & Partners
Indledning
I december 2009 offentliggjorde de danske regioner i fællesskab deres udspil til ”Fremtidens sammenhængende akutsystem”, som det blev kaldt og som vil indgå i de videre overvejelser vedrørende akutsystemet. Oplægget fra Danske Regioner ligger op til at man nytænker strukturen i akutsystemet, således at akutsystemet får integreret alle relevante akuttilbud. Det være sig præhospitale tilbud, fælles akutmodtagelser, almen praksis og kommunale akuttilbud.
På det seneste har der været en del historier i medierne om responstider efter opkald til 1-1-2 og antallet af ambulancer. I sig selv giver det ikke mening at diskutere antallet af ambulancer uden at diskuterer alarmcentralens rolle og opgavefunktion. Jeg vil her give mit bud på, hvordan en omorganisering kunne se ud.
Alarmcentralens organisation og struktur
Hvad angår opkald til 1-1-2 giver det god mening også at inddrage sundhedsfagligt personale, som både vil kunne bidrage til en bedre disponering af de præhospitale ressourcer og som vil kunne yde borgeren sundhedsfaglig rådgivning i den akutte situation, indtil hjælpen er fremme.
Med henblik på at fremme det organisatoriske og faglige samarbejde mellem akuttelefonen og betjening af sundhedsfaglige henvendelser til 1-1-2 anbefales en fysisk samokalisering af vagtcentral, akuttelefonen og den akutte medicinske koordinationsfunktion (AMK).
Dog ville det have været at foretrække om regionerne i deres oplæg
havde taget udgangspunkt i alarmcentralen, og herunder medtænkt hvordan politiet, redningsberedskabet og akutberedskabet i en samlokaliseret eller samtænkt organisation kunne tage sig ud.
Tværfaglighed vil blive stadig vigtigere i håndteringen af opkald til 1-1-2, hvorfor det handler om at skabe forudsætningerne for et samspil og samarbejde mellem flere organisationer.
Det bør af samme årsag mere handle om hvilken organisation og struktur alarmcentralen skal hvile på, end hvilken aktør, som skal varetage en given opgavefunktion.
Således synes spørgsmålet om hvilken myndighed som bør stå for varetagelsen af opkald til 1-1-2 mindre interessant og relevant i forhold til behovet for at få indrømmet alarmcentralen rollen som koordinerende og ressourcestyrende organ i samfundets samlede beredskab.
Uden at medtænke og samtænke alarmcentralen i opbygningen af et sammenhængende akutsystem, vil synergieffekterne ikke blive så mange og store, som man umiddelbart kunne og burde forvente sig heraf.
Den norske model som dansk løsning
Alarmcentralen er at betragte som det naturlige krydspunkt, hvorigennem alle aktører mobiliseres, der i ulykkessituationer repræsenterer den formidlende og koordinerende instans på tværs af aktører. Således fungerer alarmcentralerne som det eneste formaliserede omdrejningspunkt i samfundets beredskab.
Imidlertid synes forudsætningen for at sikre en optimal koordinering og ressourcestyring mellem aktørerne i samfundets beredskab, som samtidig vil give mulighed for bedre udnyttelse af hinandens kapaciteter og kompetencer i samfundets samlede beredskab, endnu ikke i tilstrækkeligt omfang at være til stede.
Således udgør alarmcentralen endnu ikke det koordinerende og ressourcestyrende organ i samfundets beredskab, men har mere og snarere karakter af appendiks, hvilket alt vanskeliggør en bedre samordning og/eller samtænkning af de forskellige aktørers virkeområder i samfundets beredskab.
Hvor man i Norge gennemfører pilotprojekt SAMLOK omkring en samlokalisering af landets tre forskellige alarmcentralerne i Søndre Buskerud omfattende politi, brandvæsen og sygehusvæsnet, kunne man i Danmark forestille sig en samlokalisering af alarm- og vagtcentralerne.
Det er antagelsen at en samlokalisering af landets alarm- og vagtcentraler vil kunne ændre på den nuværende situation, ligesom regionernes ønske om bedre rådgivning og visitering vil kunne blive indfriet samt mere rutine hos operatørerne og mindre personaleforbrug med en deraf følgende mulighed for øgede krav til operatørerne.
København, den 4. januar 2010
Posted by Maja Højgaard on 24. oktober 2008 under Ekspertbloggere |
Mandag aften var jeg til foredrag i SATS, Studerendes Anæstesiologiske og Traumatologiske Selskab, hvor Preben Bonnén fortalte om hans bud på beredskabets rolle i ambulancetjenesten. Hans hovedpointe var at man skulle begynde at se ambulancetjenesten som en del af samfundets samlede beredskab, i stedet for at lade det danske sektoransvar betyde at det kun er ambulancer der kan reagerer på udrykninger og i stedet samstrukturere de forskellige forsvarsenheder i højere grad. På den måde kunne man undgå at spilde kompetencer og redskaber, som alligevel bliver brugt i træningsøjemed. Hans pointe var at det var ikke dyrere at bruge civilforsvarets enheder i indsatsen end at de, som det er nu, bruger tiden på træning og vedligeholdelse.
Et mere kontroversielt forslag, som til dels lå i forlængelse af samordningstanken var at Preben Bonnén mente at Regionerne seriøst skulle overveje at hjemkalde ambulancetjenesten. Noget der diverger meget med de sidste 20 års fortsatte udlicitering af offentlige opgave. Baggrunden for holdningen er at udbuddet i Region Syddanmark og det kommende i Region Nord reelt ikke er stillet op på en måde så FALK har nogle reelle konkurrenter. Desuden mente han også det indskrænkede regionspolitikkernes politiske handlemuligheder at de ingen indflydelse har på redder uddannelsen eller ambulancecentralerne, som de ellers ville kunne spare penge, tid og ressourcer ved at placerer ved hospitalerne, så redderne kunne indgå i hospitalsarbejdet, når der ikke var travlt med udrykninger. Kærkommen arbejdskraft i et hårdt presset sundhedsvæsen.
Derudover mente han at udliciteringen konkurrencemæssigt havde spillet falit, især i udkantområderne, som Region Syddanmark og Nord. Han mente kun at udliciteringsmodellen ville overleve, hvis Region Midt og Hovedstadens udliciteringsmodel blev brugt som forbilleder ved fremtidige aftaler, da de er de eneste der har formået at lave et udbud hvor Falk om ikke andet blev udfordret og konkurrencen var mere reel fra de konkurrerende virksomheder.
På et mere politisk niveau problematiserede han regeringens løfte om 15 minutter til akutbehandling overalt i Danmark. Til dels fordi det jo ikke er regeringen, men de mere økonomisk indskrænkede regioner, der skal betale gildet og så fordi regeringen med de 15 minutter ikke har specificeret om det er tiden fra ulykke til umiddelbar(civil) førstehjælp, tiden til ambulancen er fremme, eller tiden før den nødstedte er ankommet til hospitalet. Sidstnævnte må dog anses for ret usandsynligt.
Spørgsmålet er om ansvaret i samfundet for at hjælpen kommer frem er alarmberedskabets, og dermed statens, eller om regeringen kan beslutte at uddanne os alle til første hjælp og brug af hjertestartere og dermed lægger ansvaret ud på lægmænd og medborgere.
Under den efterfølgende obligatoriske spørgerund kom diskussionen meget konkret ind på alarm 112s evner og problemerne i Norge, hvor de har indført flere numre, for at politimænd ikke skal sidde og vurderer folk der ringer om sundhedsrelateret hjælpebehov. En problemstilling vi også kender herhjemmefra. Det uheldig ved Norges opbygning var bare at ca. 80% ikke ved at den direkte linje til sundhedsvæsnet eksisterer.
Herhjemme synes jeg det kunne være interessant at lave en almen akutuddannelse, som henvender sig til sygehuspersonale, politi og brandvæsen. En efteruddannelse, der gør de ansatte på 112 i stand til at skelne behovene i opkaldet og som giver overblik over udrykningsmulighederne hos de forskellige sektorer. Især med tanke på hvor popålær den nye akutuddannelse til læger tilsyneladende bliver modtaget.
