Rampelyset til årets 112 dag blev fuldstændig shanghajet af en flok unge brandkadetter. Som de første har Greve Kommune nemlig fået stablet et ungdomsbrandkorps på benene. En idé der længe har været udført i england, hvor vi hørt erfaringerne fra både Birmingham og Manchester.
Se dem i aktion her:
Det giver rigtig god mening at udvidde SSP samarbejdet med et beredskab. I England bliver projektet ikke kun brugt som et fritidstilbud, men også som rehabilitering af ungdomsforbrydere, der på den måde får en bedre indsigt i de autoriteter de angriber.
I Greve er projektet startet i Askerød, et boligområde, der flere gange har været i medierne med bilafbrændinger og bandeopgør. De unge drenge virkede meget kompetente og ansvarlige, og det var fedt at se den iver de gik til arbejdet med. Det er sjældent man ser brandfolk i gadedrengeløb til ulykkestedet:-)
Nu har jeg snart været regionsrådsmedlem i en måned og det har været noget af en omgang. Jeg vil her fortælle om mine oplevelser af ambulancesagerne og fyringerne på Regionens hospitaler.
Nytåret blev skudt i gang med en lang række historier i medierne om responstider på opkald til 112 på 40 minutter, dårlige medarbejderforhold og masseflugt af reddere. En sag der er svær at holde redde i, når man samtidig fra administrationen får oplyst at vi i Region Hovedstaden har de korteste responstider og også ligger i top i forhold til de øvrige hovedstæder i EU. Én ting går dog igen af mange sagerne. Svaret på 112 er ikke tilsvarende det borgerne ønsker når de ringer ind. Alt for mange oplever ikke at blive taget seriøst, blive tildelt udrykning uden blink, selvom de føler sig truet på livet og førligheden. Problemet er at 112 ligger under regeringen, som ind til videre ikke har sendt signal om at de synes ordningen skal revideres.
Jeg kunne godt tænke mig at alle sundhedsfaglige opkald blev sendt videre til vagtcentralen. De der vurderer om det er en udrykning eller en almindelig ambulance der skal sendes, bør selv snakke med den der står på ulykkesstedet. I dag har vagtcentralen kun tre til fire ord fra alarmcentralen at dømme akut niveauet ud fra.
Dårlig var mediestormen blæst af, før Herlev som det første hospital meldte om massefyringer. Massefyringer er altid ubehagelige, men det bliver ikke bedre af at der er stor sandsynlighed for at det går ud over kvaliteten i behandling og dermed trygheden i Regionen. Som regionsrådsmedlem har jeg fået henvendelser både fra personale og patientgrupper, der frygter for fremtidens sundhedssektor. Løsningsforslagene er mange og forskellige.
Desværre er regeringen politik på sundhedsområdet ikke til at hugge og stikke i. Den vækst der reelt er i behovet for sundhedsydelser, bliver ikke modsvaret af tilsvarende vækst i regionernes bloktilskud til området. Samtidig sikres alle simple operationer en dyr privat behandling, mens f.x. nyfødte med læbe/ganespalte må vente til der er plads mellem cancerpatienterne til at blive opereret. Det er den slags sårbare patienter fyringerne i sidste ender med at ramme.
Som prikken over i’et kommer Dagens Medicin, med årets liste over de mest magtfulde personer i sundhedssektoren. Det er forstemmende at vores sundhedsminister for andet år i træk ligger på en 19. plads. Det afslører med al tydelighed at regeringens plan for en mere privatiseret sundhedssektor kører på skinder. Jakob Axel Nielsen behøver slet ikke blande sig i planerne fra Lars Løkkes tid. Derudover er både regionspolitikere og sundhedsstyrelsens epidemieksperter rykket frem. I dag kan man godt fristes til at spørge om vi virkelig behøvede bruge så mange penge på en epidemi, der var mildere, end de tilbagevendende vinterinfluenzaer?
I eftermiddag skal jeg til første introduktion til regionsrådet arbejde. Ser frem til at få hænderne ned i suppedasen. Forhåbentligt kommer der noget konstruktivt op;-)
Indledning
I december 2009 offentliggjorde de danske regioner i fællesskab deres udspil til ”Fremtidens sammenhængende akutsystem”, som det blev kaldt og som vil indgå i de videre overvejelser vedrørende akutsystemet. Oplægget fra Danske Regioner ligger op til at man nytænker strukturen i akutsystemet, således at akutsystemet får integreret alle relevante akuttilbud. Det være sig præhospitale tilbud, fælles akutmodtagelser, almen praksis og kommunale akuttilbud.
På det seneste har der været en del historier i medierne om responstider efter opkald til 1-1-2 og antallet af ambulancer. I sig selv giver det ikke mening at diskutere antallet af ambulancer uden at diskuterer alarmcentralens rolle og opgavefunktion. Jeg vil her give mit bud på, hvordan en omorganisering kunne se ud.
Alarmcentralens organisation og struktur
Hvad angår opkald til 1-1-2 giver det god mening også at inddrage sundhedsfagligt personale, som både vil kunne bidrage til en bedre disponering af de præhospitale ressourcer og som vil kunne yde borgeren sundhedsfaglig rådgivning i den akutte situation, indtil hjælpen er fremme.
Med henblik på at fremme det organisatoriske og faglige samarbejde mellem akuttelefonen og betjening af sundhedsfaglige henvendelser til 1-1-2 anbefales en fysisk samokalisering af vagtcentral, akuttelefonen og den akutte medicinske koordinationsfunktion (AMK).
Dog ville det have været at foretrække om regionerne i deres oplæg
havde taget udgangspunkt i alarmcentralen, og herunder medtænkt hvordan politiet, redningsberedskabet og akutberedskabet i en samlokaliseret eller samtænkt organisation kunne tage sig ud.
Tværfaglighed vil blive stadig vigtigere i håndteringen af opkald til 1-1-2, hvorfor det handler om at skabe forudsætningerne for et samspil og samarbejde mellem flere organisationer.
Det bør af samme årsag mere handle om hvilken organisation og struktur alarmcentralen skal hvile på, end hvilken aktør, som skal varetage en given opgavefunktion.
Således synes spørgsmålet om hvilken myndighed som bør stå for varetagelsen af opkald til 1-1-2 mindre interessant og relevant i forhold til behovet for at få indrømmet alarmcentralen rollen som koordinerende og ressourcestyrende organ i samfundets samlede beredskab.
Uden at medtænke og samtænke alarmcentralen i opbygningen af et sammenhængende akutsystem, vil synergieffekterne ikke blive så mange og store, som man umiddelbart kunne og burde forvente sig heraf.
Den norske model som dansk løsning
Alarmcentralen er at betragte som det naturlige krydspunkt, hvorigennem alle aktører mobiliseres, der i ulykkessituationer repræsenterer den formidlende og koordinerende instans på tværs af aktører. Således fungerer alarmcentralerne som det eneste formaliserede omdrejningspunkt i samfundets beredskab.
Imidlertid synes forudsætningen for at sikre en optimal koordinering og ressourcestyring mellem aktørerne i samfundets beredskab, som samtidig vil give mulighed for bedre udnyttelse af hinandens kapaciteter og kompetencer i samfundets samlede beredskab, endnu ikke i tilstrækkeligt omfang at være til stede.
Således udgør alarmcentralen endnu ikke det koordinerende og ressourcestyrende organ i samfundets beredskab, men har mere og snarere karakter af appendiks, hvilket alt vanskeliggør en bedre samordning og/eller samtænkning af de forskellige aktørers virkeområder i samfundets beredskab.
Hvor man i Norge gennemfører pilotprojekt SAMLOK omkring en samlokalisering af landets tre forskellige alarmcentralerne i Søndre Buskerud omfattende politi, brandvæsen og sygehusvæsnet, kunne man i Danmark forestille sig en samlokalisering af alarm- og vagtcentralerne.
Det er antagelsen at en samlokalisering af landets alarm- og vagtcentraler vil kunne ændre på den nuværende situation, ligesom regionernes ønske om bedre rådgivning og visitering vil kunne blive indfriet samt mere rutine hos operatørerne og mindre personaleforbrug med en deraf følgende mulighed for øgede krav til operatørerne.
Be the First to Comment 
