Posted by Maja Højgaard on 28. november 2008 under Region Hovedstaden | 
Mens den østlige del af Region Midt og den Fynske del af Region Syddanmark kan lade champagnepropperne springe i fejring af udsigt til flere investeringer i deres flagskibssygehuse føler de fleste landområder i Region Sjælland, Vest- og Sønderjylland sig grundigt forbigået og med god grund.
Med den nye plan bliver centraliseringen af sundhedssektoren endnu en gang udbygget. Rent sundhedsøkonomiske giver det god mening, men for borgerne almindelige tryghed er udviklingen klart et problem. I følge regeringens ekspertpanel, kan problemerne med afstanden til akutsygehuse i Nord og Vestjylland løses ved etablering af store lægehuse med døgnåbent. Det vil ekspertpanelet dog ikke anbefale man bruger penge på. Hvilket i sig selv lyder uholdbart, i forhold til at få læger med speciale i almenpraksis til at have døgnåbent og etableret lokaliteter, der fordrer en sådan funktion hos privatpraktiserende.
Tanken er ellers god. Et af problemerne med rekrutteringen af læger og andet personale til yderområderne er nemlig isoleringen ved at flytte langt ud på landet, hvor man skal håndterer alverdens problemer uden kollegaer til at spare med. Dog burde man overveje at indfører tjenesteboliger og “firmabil” i den forbindelse, da plads til familie og fryns helt sikkert kunne få mange yngre læger til at overveje en fremtid som “lille doktor på prærien”. Derudover skulle sådanne lægehuse også udstyres med en del mere maskineri end et almindeligt lægehus og en lille lægeambulance, for at kunne varetage reel akutfunktion. Men så visionært bliver tankerne for de nye lægehuse ikke. Ekspertpanelet henviser nemlig til at etableringen skal ske indenfor regionens egne budgetter. Budgetter med af regeringen fast indtægter. Hvilken patientgruppe skal til gengæld behandles dårligere til gengæld for de nye akutfunktioner i lægehusene? De gamle? De gravide? Højst sandsynligt bliver det en mindre synlig gruppe, som for eksempel mennesker med psykiske lidelser, kroniske sygdomme eller mennesker med handicap.
Det der undrer mig mest i hele denne debat er, hvor Region Hovedstaden bliver af? Ekspertpanelet har ikke syntes det var nødvendigt med andet end en udbygning af Sct. Hans (monstro det er for at få plads til flere i kriminalforesorgnet, når nu politireformen svigter?), hvilket må siges at være højst uambitiøst. Mens Odense og Århus kan fejre udbygninger i international klasse må landets hovedstad og den absolut største byrde inden for meget tunge patientgrupper se sig forbigået for yderligere investeringer. Inden for regionen mangler der i Nord en opgradering af de somatiske afsnit, der som de eneste stadig serverer kedelig sygehuskost. I syd og i Københavns Kommune mangler der en indsats på det psykiatriske område og for kronikkerne, der har den største befolkningstæthed her.
Alt i alt er rapporten kedelig læsning om uambitiøse minimumsinvesteringer, som ikke er den danske befolkning værdig. Vi er over de seneste 20 år gået fra at være et af de lande der brugte mest på sundhed til at ligge i bund i forhold til de lande vi normalt sammenligner os med. Derudover mangler rapporten fuldstændig det udsyn der hedder forebyggelse og samspil med de øvrige politikområder? Man burde for eksempel overveje om det er fornuftigt at ligge et nyt hospital nær Herning i gooood afstand fra såvel motorveje, som offentlig transport.
Du kan finde rapporten her og læs i øvrigt denne udemærkede artikle om demokrtiperspektivet i sygehusplanen.
Posted by Maja Højgaard on 13. november 2008 under Region Hovedstaden |
Euro Health Consumer Index, EHCI, blev offentliggjort første gang i 2005, og tallene kommer fra offentlige statistikker og uafhængig forskning. De europæiske landes sundhedssystemer vurderes på seks nøgleområder:
patientrettigheder og informationer såsom adgang til ’second opinion
e-sundhed eksempelvis digitale recepter og tidsbestillinger i almen praksis
ventetider til almindelige behandlinger
plejeresultater
systemets service over for patienterne f.eks. vaccinationstilbud og tandlægebetaling
adgang til medicin
Og det er altså ud fra dette forbrugerorienterede perspektiv, at Danmark er kommet på en andenplads. Direktør Johan Hjertqvist hos Health Consumer Powerhouse, som udfører beregningerne for EHCI, mener dog ikke der er nogen grund til at være tilfreds med resultatet. Han mener, den danske sundhedssektor halter på især tre områder, der skader den patientcentrerede behandling.
For det første er ventelisterne for lange. For det andet er adgangen til speciallægebehandling for besværlig i det nuværende system, hvor patienten skal have en henvisning til speciallægen før behandlingen kan påbegyndes. Og for det tredje er regeringen for modvillig til at lade danske patienter få gode af de EU sikrede rettigheder til behandlinger andre steder i EU.
Johan Hjertqvist uddyber i en pressemeddelelse:
Derudover er det bekymrende, at der i Danmark er så stor modvilje mod at give patienterne mulighed for at vælge sundhedsydelser i andre lande. Regeringens holdning til Europa-Kommissionens direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser viser, at det danske sundhedssystem ikke for alvor er patientcentreret
Første kritik har længe været et varmt politisk emne, der dukker op i valgkamp efter valgkamp, og var ét af de områder Anders Fogh kom til magten med, for syv år siden. Dengang var det de gamle med slidte hofter, der skulle have behandlingsgarantier. I dag er fokus på de psykiatriske patienter under 18.
Anden pointe er værd at hæfte sig ved i forhold til forrige indlæg om indførselen af resultatløn for praktiserende læger. Det er i hvert fald ikke et problem man er i gang med at løse, når man sammen med restriktionen i adgangen til speciallæger også belønner lægerne for at tage sig af patienterne selv, og altså ikke henvise dem til mere kompetente dele af systemet.
Tredje kritik har siden 2004 da rettigheden blev vedtaget været et meget ømtåleligt emne for regeringen, der rent ud sagt har gjort hvad den kunne for at ignorere beslutning og udskyde implementeringen. Derudover er holdningerne mange og delte til om det vil gavne danske patienter generelt.
Selv kunne jeg godt tænke mig der blev forsket mere specifikt i adgangsforholdene for svage gruppers adgang til sundhedssektoren, som ofte vil være kompromitteret af fordomme og ufleksibilitet. Her tror jeg desværre ikke Danmark ville rangerer højt. Vi er for eksempel ikke i nærheden af at være på højde med sydeuropæiske lande som Spanien og Frankrig, når det gælder inklusion af mennesker med handicap.
Kilde: Politiken
Posted by Maja Højgaard on 10. november 2008 under Region Hovedstaden |
Efter anbefaling fra PLO, ser regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne nu nærmere på at indfører resultatløn for de alment praktiserende læger. Resultaterne skal overordnet vurderes ud fra hvor mange kronikere lægen dækker uden at gøre brug af det øvrige sundhedssystem. Derudover vil dødeligheden blandt patienterne, antallet af komplikationer, og i hvilken udstrækning lægen følger de faglige anbefalinger i behandlingen af forskellige sygdomme være bonusgivende. Det kan også være evnen til at få stillet diagnosen på rette tidspunkt, ligesom det kan indgå, om lægen har tilknyttet f.eks. sygeplejersker og fysioterapeuter til sin praksis, og om lægen efteruddanner sig, der er afgørende for lønnen.
Der er mange fristende dele i et sådant tiltag, men en sådan ordning skulle klart følges op af en social bonus for ikke at skabe yderligere geografisk skævhed i Danmark. Det er nemlig væsentligt nemmer at få kronikere i velstillede og veluddannede områder til at følge anvisninger omkring medicin og livsførelse, som kan føre til færre indlæggelser og dermed økonomisk straf af lægen. En sådan ordning vil klart skærpe lægemanglen i yderområderne, i ghettoerne og i andre belastede kvarterer, hvor patienterne personlige overskud er for småt til at kunne tage ansvar for egen skæbne.
Systemet vi har i dag, hvor alle udløser en check til lægen pr. besøg kan selvfølgelig kritiseres for at give incitament til lægen om at få sine patienter til at komme tit, til belastning for samfundet. Situationen i dag er bare sådan at der ikke er læger der mangler patienter i lige så høj grad som der er læger der må lukke for tilgang af patienter, for at kunne nå at dække alles behov inden for døgnets vågne timer.
Formanden for PLO, Michael Dupont bringer på Pol.dk også en ret væsentlig problemstilling frem:
Det er vigtigt, at det kommer til at foregå på en ordentlig måde, så det for eksempel ikke fører til, at man kun vil ’skumme fløden’ og behandle de lette patienter, mens de komplicerede sorteres fra.
Hvis man forsøger at indfører en differentieret incitamentsstruktur for læger i Danmark kan jeg kun opfordre til at man sørger for at gøre en akut indlæggelse dyrere end alle andre behandlinger. Ellers kunne man forestille sig en situation, hvor læger begynder at ignorere patienter med dobbeltdiagnoser og lade dem vente til man med god grund kan sende en ambulance. Mange kronikere vil nemlig én eller flere gange i deres liv få brug for indlæggelser af længere eller kortere varighed, og da er det vigtigt at incitamentet struktureres så lægen heller sender én gang for meget til ambulant undersøgelse eller behandling, end at patienten får lov at gå ind til sygdommen går dem indlæggelseskrævende i længere perioder.
Kilde: Berlingske.dk
