Jeg har set statsministerens nytårstale hele mit liv. Det var en stærk tradition i mit barndomshjem. Og selv efter jeg flyttede hjemmefra har jeg pligtskyldigt set med i de sidste ti års nytårstale. Nytårstalen har konsekvenser.
Det er landets formelt mest magtfulde der varsler det nye år ind. Hvor Dronningens nytårstale gør status over det vi sammen har været igennem som nation og rigsfællesskabet giver statsministerens et hint om det vi ikke ved endnu. Hvad det nye år vil bringe.
Et lykkebringende år til dig og dine
Foghs krigserklæring i 2002 mod smagsdommerne betød fyrringer og usikkerhed blandt mine forældres akademikervenner og Lars Løkkes eskalering i nysprog sidste år betød at min svigermor skal arbejde på slagteri til hun er 65, hvis hun vil hæve den efterløn hun pligtskyldigt har betalt ind til og 68 hvis hun holder ud til pensionen. Men hvad vil Helles tale betyde for mit år?
1. Revision af kommunalreformen
Mit største ønske er selvfølgelig at hun vil slå et slag for lokaldemokratiet. Der står revidering af Løkkes forhastede kommunalreform på dagsordenen og vi fra Region H har sendt vores ønskeliste. En mere gennemskuelig opbygning ville måske også hjælpe journalister til at behandle lokalpolitik mere loyalt.
2. Betalingsring
Noget som også vil berøre Region Hovedstaden meget er betalingsringen. Lige meget hvor den bliver placeret vil den være til gavn for både miljø, folkesundhed, fremkommelighed og vækst i Region Hovedstaden. Når det regner på præsten drypper det på degnen. Vækst i Hovedstaden er afgørende for hele Danmark. Så håber jeg snart mine venner fra kommunerne opgiver den offentlige interne kamp om hvor linien skal ligge. Når først den er der, er jeg sikker på flertallet ikke vil kunne forstå hvordan de nogensinde levede uden. Lidt ligesom med byture før rygeloven.
3. Tilbage til tilliden
Jeg håber tillid vil være et stort tema i nytårstalen. Både tilliden til de offentligt ansatte, der de sidste ti år har fået mere kontrol og flere skemaer i hverdagen. Tillid til de jobsøgende, som i ti år er blevet pisket gennem latterlige og utidsvarende jobsøgningskurser. Og tilsidst tilliden til demokratiet og politikerne. Når man som politiker går til valg på noget, så mener man det. Pressen har haft travlt med at råbe løftebrud fordi revolutionen ikke indtraf fra dag til dag. I dansk politik er vi reformister. Og lovforslag tager omkring 3-5 måneder at behandle. Det er ikke tilfældigt. De sidste ti års huhej-politik har ikke gavnet, hverken kommunalreform elle gymnasiereform, hvis eneste fortjenstmedaljer er i kategorien “hurtigst fra idé til virkelighed”. Kontraktpolitiken følte måske som noget man kunne stole på, men den var blottet for tillid.
Selv vil jeg i regionen undersøge mulighederne for at gøre mere for de unge i sundhedssektoren. Det er mit nytårsforsæt. Vi er som socialdemokrater meget optagede af de store klassisk svage grupper. Den psykiatrieske eller ældre medicinske patient er altid udsat og derfor aldrig glemt. De unge er i hospitalssammenhæng en minoritet, hvis særlige behov og udfordringer ofte bliver overset. Jeg har ingen konkrete løfter her og nu – men stol på mig, jeg skal gøre hvad jeg kan. Og jeg tager meget gerne imod gode forslag.
Et af S og SFs forslag, der bliver diskuteret mest i valgkampen, er den omstridte 
Noget af det bedste ved at rejse er al den nye inspiration. Jeg bliver her i Geneve mere og mere overbevist om at den dårligste beslutning i København nogensinde var at sælge sporvognene til Egypten for at få plads til biler. Vores offentlige transport i byen er meget uorganiseret og svær at gennemskue og kunne have godt af nogle faste og velkendte linier, på miljøvenligt el.
Loading ...